8. marts
Den 8. marts er for nogle mennesker bare en dag i marts måned, men for andre er det en betydelig dato. En international kvindedag der kom som et resultat af en lang og vanskelig kamp for kvindernes stemmeret og lighed.
På en international kvindekonference i København i 1910 fremkom en tysk kvinde, Clara Zetkin, med ideen om en International Kvindedag.
Det blev endelig besluttet på den anden internationale kvindekonference i Moskva i 1922,
at 8. marts skulle være fast dato for Den Internationale Kvindedag.
Vi fik en kvindedag, men kvindernes kamp er ikke slut. Der er stadigvæk ulighed mellem mænd og kvinder, selv i de udviklede lande.
I mit hjemland (det tidligere Jugoslavien) blev kvindedagen først aktuel efter 2. Verdenskrig. Det var den daværende præsident Tito, som gav os selvstændighed, mulighed for uddannelse, job, stemmeret osv.
Da jeg var barn, var det mig en glæde at give min mor en lille gave d. 8. marts. For os børn var
8. marts som en mors dag. Dengang vidste jeg ikke noget om den hårde kamp for kvindernes frihed.
Så blev jeg uddannet, begyndte at arbejde og fik viden om, hvad d. 8. marts betyder for os kvinder. Når vi kom på arbejde d. 8. marts, fandt vi en blomst på vores arbejdsbord. Den fik vi som gestus af vores fagforening. I frokost-pausen bestilte vi kvinder mad udefra, så spiste vi sammen og sang på vores arbejdsplads. Bagefter gik vi hjem.
Fagforeningen arrangerede også weekendrejser kun for os kvinder. Sommetider arrangerede fagforeningen en fælles fest med musik, dans og aftensmad. Der kom vi ansatte med vores ægtefæller og festede.
Alle vore mandlige kammerater ønskede os tillykke med d. 8. marts, det var dog bare et påskud for at få lov til at kysse os, men det fik de ikke lov til.
Næste dag (d.9. marts) begyndte dagen som sædvanlig. Vi er igen kvinder med kyllingehjerner for mænd. Desværre, "det hårde balkanhoved" (: mænd fra Balkan) kunne og kan stadigvæk ikke acceptere, at vi kvinder heldigvis kan bestemme selv,uanset hvad de mener.
Amila
Bajric
8. marts længe leve!
8. marts har åbnet vore øjne for det rådne system, som har bundet kvinder. De bånd, som bandt kvinder, er blevet åbnet.
Dygtige og intelligente kvinder har banet vejen. De har brugt deres energi og styrke til at give liv til undertrykte kvinder. Derfor er 8. marts en betyd- ningsfuld dag.
Et ordsprog på tingrinya (mit modersmål) siger:
"Kvindetale høres ikke, men mænd taler uafbrudt". Før i tiden lignede kvinder mennesker og de talte som mennesker, men de levede som dyr. Det var et forfærdeligt sy-stem. Dette system er nu - takket være 8. marts - ændret.
8. marts stiller kvinder lige med mænd og giver kvinder adgang til de ting, der før var forbeholdt mænd.
8. marts drejer sig om den halve verdensbefolkning. Denne halvdel var undertrykt, men det er ikke kun kvinder, der er undertrykt. Mange fattige og mange minoritetsgrupper er ligeledes undertrykte. Kvinder fra disse be- folkningsgrupper er dobbelt undertrykte.
Kvindekampen mod uretfærdigheden har frigjort kvinders styrke. Denne frigørelse giver rigdom til hele samfundet.
Når kvinder er frie, tilføres sam- fundet mangefold deres ressourcer. Dette fremmer samfundet kvalitativt og kvantitativt og giver chance for en endnu bedre udvikling af samfundet.
I mit hjemland, Eritrea, har vi i Eritreas Kvindeforening, kæmpet 30 år for landets selvstændighed, for demokrati og for ligeberettigelse hos kvinder. De mænd som kæmper for demokrati og retfærdighed, støtter kvindernes kamp. De ønsker også at ændre systemet således, at ligeberettigelse hos kvinder medtages i en grundlov.
Kampen i Eritrea var ikke kun en kamp mod landets besættelse. Det var også en kamp for rettigheder og lighed til gavn for alle.
Desværre, efter 30 års kamp, blev landet besat af en diktator, som er imod kvindefrigørelse.
Eritrea er blevet frit, men ikke demokratisk. Derfor må kampen starte forfra igen.
Nuria Hussein Saleh
